Her bor Jan Boland Coetzee. Faktisk er det nok med Boland, for alle i Sydafrika kender ham. Han er nemlig ikke hr. Hvem-som-helst. Igennem mange år har han været hele Sydafrikas helt. Rugby er nationalsporten i Sydafrika, og han var rugbyspilleren over alle dem alle, hvor han gik under navnet ”Boland”. Derudover er han en af landets største vinmagere gennem tiderne, måske endda den største. Selv siger Jan: ”I dag er der ingen, som kunne gøre det samme; på en gang studere ønologi (læren om vin) på Stellenbosch-universitet og samtidig spille rugby på topplan.

Mit studium på universitetet tog nu også et par år mere end planlagt, men ud over rugby og studiet, blev jeg allerede som 20-årig vinmager på Sydafrikas nok mest berømte vingård Kanonkop.

Det var gamle Paul Sauer, der ejede Kanonkop, og han var vild med både god vin og rugby, så han kontaktede mig og ansatte mig allerede, mens jeg gik på universitetet. Det var jo et hårdt liv, men sådan var det dengang. Vi spillede rugbykampe et par gange om ugen og trænede de andre aftener. I alt spillede jeg 128 kampe i Springboks-trøjen, og min største oplevelse var, da jeg tog Springboks-trøjen på for første gang. Der er nogle, der siger, at jeg var en hård spiller, og vi gik da også til den. Den senere verdensmester i sværvægtsboksning Knotzee sagde engang, at den værste knockout, han havde fået i sin karriere, var, da han løb ind i mig under en rugbykamp.”

”Da jeg kom til Kanonkop dyrkede vi mest Shiraz, men efter at have studeret jorden og klimaet et par år, rykkede jeg dem alle op i 1969 og plantede Cabernet Sauvignon og Pinotage i stedet for. Det meste plantede jeg selv, og hvis der er nogle rækker, der står lidt skævt, så er det fordi, der ikke var månelys på de aftener. Det er druer fra disse vinstokke, der i dag producerer noget af verdens bedste rødvin. Det var jo også på Kanonkop, at vi studerende Beyers og Neil Ellis. Vi eksperimenterede med vores egen sydafrikanske drue Pinotage. Tænk på, at vi kun var i begyndelsen af tyverne dengang, blot nogle store drenge.”

”Jeg var på Kanonkop indtil 1980, hvor jeg dels købte min egen vingård Vriesenhof og tog til Bourgogne og arbejdede hos Drouphin som vinmager i et år. Opholdet i Frankrig var en stor oplevelse for både mig og vist nok også for Frankrig. Vi kunne lære hinanden noget, både om vin og rugby. Jeg havde ikke været i Bourgogne i lang tid, før jeg fandt interesse for deres Chardonnay. Dengang havde vi ikke rigtig Chardonnay i Sydafrika, og det var forbudt at importere vinstokke, da vi var bange for at få sygdomme ind i landet. Jeg snakkede lidt med min gode ven Danie de Wet, som har en stor vingård i Robertson, og sammen blev vi enige om at smugle nogle stokke hjem. Hver uge sendte jeg Danie en æske chokolade. Inde i æsken var der nogle Chardonnay-vinstokke, som Danie plantede. Det gik fint, indtil vi skulle flytte hjem. Jeg fyldte vores lille datters moseskurv op med vinstokke under dynen, men i lufthavnen i Johannesburg blev det desværre opdaget af en tolder, der ville sige goddag til hende.

Sikke et liv, der blev. Aviserne havde åbenbart ikke andet at skrive om i flere uger, end at jeg havde smuglet vinstokke ind. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men efter et stykke tid lagde det hele sig, og vi fik lov at beholde vinstokkene, som i dag er fædre til alle vores pragtfulde Chardonnay-vine i Sydafrika. Danie laver stadig hvert år sin bedste Chardonnay af de vinstokke, som kom i chokoladeæskerne.

Vriesenhof købte jeg billigt, og der var meget, der skulle gøres. Først byggede jeg de nye huse til arbejderne. Siden plantede jeg det hele om, men det var først i 1988, at jeg fik penge til at bygge hovedhuset med kælderen, hvor vi nu sidder. Jeg er jo født ude på den vindblæste, fattige vestkyst ved et sted, der hedder Boland, deraf mit navn. Jeg cyklede hver dag til skole i Malmsberry, hvor der lå et stort, stråtækt hus, som jeg altid havde været forelsket i. Det blev sat til salg i 1988. Jeg købte det, skilte det ad og tog det hele med her til Paradisets dal, hvor jeg genopførte det som Vriesenhof. Jeg tror ikke, man finder en plet her på jorden, der er smukkere og mere fredfyldt end ude i haven med udsigten over dalen og ind til Table Mountain.

De Sydafrikanske vine har i de sidste 20 år gennemgået en stor udvikling. Under sanktionerne kæmpede vi med at få ordentlige fade, propper med mere. Vi kunne få noget fra Østeuropa, Australien og Amerika, som stadig ville handle med os. Heldigvis faldt vi ikke for at anvende for mange fade af amerikansk eg, for vores vintradition er europæisk. Glem ikke, at det var huguenotterne, der kom hertil fra Bordeaux for 300 år siden. De lærte os at lave vin, og vi har fulgt den rute lige siden.”

”Her i Paradisets dal laver jeg tre forskellige vine. Dels en vin, der hedder Vriesenhof, dels en vin lidt længere nede i dalen ved navn Talana Hill (”Talana Hill” er navnet på et bjerg, hvor boerne i 1898 bankede englænderne i et stort slag under Boerkrigen). Men mit hjerte har altid brændt for Paradyskloof-vinene, som for mig er synonyme med denne dals vin. I starten lavede jeg kun en Chardonnay, en Cabernet Merlot Blend og naturligvis en Pinotage. I de sidste par år er der kommet et par stykker mere til. Først fandt vi nogle gamle vinstokke af Muscadel de Alexandria længere oppe i dalen. De må være over 100 år gamle og giver en pragtfuld dessertvin. Dernæst lavede vi rosévin af vores Merlot-druer. Det giver en dejlig, fyldig og krydret rosé. Sidste år begyndte vi med lidt Riesling. Jeg tror, der er en fremtid for en god Riesling, og på vores sydskråninger (det svarer til nordskråninger i Europa) er der tilpas køligt til, at vi kan lave en god Riesling.

Endelig, og det er mit hjertebarn, lige siden jeg var i Bourgogne, har jeg tabt mit hjerte til Pinot Noir. Når denne vin laves rigtigt, er den det mest fantastiske, der findes. Men det er svært; spørg blot i Bourgogne. Jeg har fire gange plantet marken her foran haven til med Pinot Noir, og jeg har tre gange rykket stokkene op efter 4–5 år. Endelig mener jeg nu at have fundet den rigtige stok eller stokke, for vi anvender både 777 og 115. 777 er bedst nede i skyggen bag de store egetræer og 115 lidt længere oppe i marken, hvor der er lidt mere sol og lidt mere vind. Det har taget mig mange år og meget tid, men jeg mener faktisk, at vi nu kan lave Pinot Noir af samme flotte kvalitet, som man gør på de bedste marker i Bourgogne. Jeg har stadig kontakt til mange vinfolk fra min tid i Bourgogne. De kommer her ofte, tit sammen med deres sønner, hvoraf flere har arbejdet her under høsten, og vi er alle enige om det.”